Arkæobotanik

Arkæobotanik betegner studiet af kerner, frø og frugter fra planter, der findes i arkæologiske sammenhænge.

Arkæologiske planterester vil i dag ofte være gået til, men kan i heldige tilfælde findes bevaret, f。eks。 i forkullet tilstand, som aftryk i keramik eller i vådområder。 Analyserne, der som regel foregår ved lav forstørrelse under mikroskop, har som hovedformål at undersøge menneskers forskelligartede udnyttelse af planter。 Hvilke arter der blev dyrket og indsamlet samt dyrknings-tekniske spørgsmål såsom høstteknikker, kornrensning, gødskning af marken etc。 er spørgsmål, der bl。a。 kan besvares arkæobotanisk。 Andre ting som brændsel, gulv/tagdæknings-materiale, gødning fra husdyr osv。 kan også efterlade bevarede planterester i prøverne。 

Arkæobotaniske tolkninger sker næsten altid i et samspil med de arkæologiske tolkninger。 Herved kan arkæologiske anlæg undertiden funktionsbestemmes, da forskellige funktioner som oftest kommer til udtryk som forskelle i sammensætningen af det fundne materiale。 Eksempler herpå kan være nedgravninger anvendt til kornopbevaring, hørklæde-bearbejdning, affaldsdeponering eller funktionsinddeling af huse。